Produktiviteten i Danmark falder, vores konkurrenceevne er dalende og væksten er negativ. Disse og andre vilkår sætter den danske velfærdsmodel under pres samtidig med stadige nye krav til kvalitet og serviceydelser for færre skatte-kroner. Det er derfor nødvendigt, at den offentlige sektor sætter innovation øverst på dagsordenen. Design anvendt som innovationsmetode kan hjælpe mod bedre og mere effektiv service, fordi design kan skabe helhedsløsninger ved at involvere brugere.
Af Christian Bason, Innovationschef, MindLab og Gitte Just, Direktør, Danish Design Association
Design tager fat i borgerne og deres
behov
Det er ikke kun det danske erhvervsliv, der skal finde løsninger
på den faldende produktivitet og negative vækstkurver. Også den
offentlige sektor skal skabe løsninger på de stadige krav til øget
performance, nye services og mest mulig kvalitet til færrest mulige
skattekroner.
Design er interessant for den offentlige sektor, fordi design handler om at skabe løsninger, hvor man sætter brugerens forventninger og oplevelse i kontekst. I dag benytter den offentlige sektor 80 % af sine udviklingsressourcer på at dokumentere og kun 20 % af ressourcerne på at skabe fremadrettede løsninger. MindLab, som er ejet af tre ministerier, benytter design-processer som innovationsmetode og skaber målrettede helhedsløsninger på områder som erhvervsfremme, beskæftigelse og digital borgerservice. Ved at inddrage borgerne og tage udgangspunkt i deres behov kan man nytænke såvel serviceydelser som de indsatser, der har størst effekt og bedst fremmer de politiske målsætninger. Innovation med design kræver imidlertid, at deltagerne kan håndtere forskellighed og diversitet, at de giver slip på kontrol og vanetænkning. Og det kræver ledelsesmæssig opbakning og vilje til forandring - især ved samarbejder på tværs af de offentlige siloer.
Løsningerne kommer fra dem der har
problemerne
I Kriminalforsorgen har de med succes sat innovation med brugerne
øverst op dagsordenen, og anvendt design som innovationsmetode til
at designe et bedre psykisk arbejdsmiljø og afsoningsmiljø for
ansatte og indsatte. I stedet for at skabe innovation bag lukkede
døre, har de indsatte og de ansatte samarbejdet i over to år om at
skabe bedre indbyrdes dialog. Men den største gevinst for
Kriminalforsorgen er, udover de konkrete resultater med et stærkt
forbedret arbejdsmiljø og forøget produktivitet, erfaringen med at
de bedste løsninger kommer fra dem der har problemerne; og at turde
benytte adaptiv ledelse, der løfter initiativer fra brugerne.
Sune Kjems fra Via Design præsenterede casen på et seminar
arrangeret af MindLab og Danish Design Association d. 11. nov.
2009.
Det behøver ikke at være så svært. Men faktum er, at det offentlige skal ruste sig til at innovere fremadrettet, og hvis vi skal øge produktivitet og innovation i det offentlige kan vi hente gevinster ved at bruge designmetoden i brugerdrevne innovationsprojekter.