Af chief visionary officer Mikal Hallstrup, Designit,
forskningspolitisk chef Jannik Schack Linnemann, Dansk Erhverv og
direktør Gitte Just, Danish Design Association
Danmark var det første land i verden med en designpolitik. Det var
i 1996. Nu er tiden inde til at udforme en ny politik for, hvordan
Danmark igen kan blive en førende designnation.
Verden har ændret sig markant i de seneste 13 år. Selvom den
oprindelige designpolitik er blevet justeret siden 1996, er det tid
til en ny designpolitik. Når vi kigger ud over landets grænser, er
lande som Indien, Korea og England i fuld gang med at opruste, så
vi får baghjul, hvis vi ikke kommer i gang nu.
Ny agenda
Hvad har ændret sig siden 1996? Både designbranchen og
designbegrebet. Det samme har den globale agenda. Digital
revolution. Oplevelsesøkonomi. Nye markeder i udviklingslande og ny
global, social ansvarlighed for blot at nævne et par af de
faktorer, som ændrer den måde, vi skal tænke design og innovation.
Stadigt flere virksomheder på tværs af brancher og den offentlige
sektor bruger design som kilde til strategisk fornyelse,
forretningsudvikling og murbrækker til helt nye markeder.
Aktiviteterne spænder fra klassisk produkt formgivning og grafisk
design over nye digitale medier til en helt 'ny kvadrant', som
består af nye serviceoplevelser, processer og
forretningsmodeller.
Bevare ambitionerne
Hvad skal sigtelinjerne være? Vi skal bevare de store ambitioner.
Vi skal satse på at fremelske flere store designvirksomheder, der
er internationalt konkurrencedygtige. Vi skal ikke bruge krudt på
hele underskoven af enkeltmandsvirksomheder, men sætte ind overfor
de mellemstore og store og få dem til at vækste. En stærk og
tidssvarende kreativ industri er afgørende for erhvervslivet - både
privat og offentligt.
Bedre designuddannelser
For det tredje skal designskolerne 'kunne ses fra Månen', hvis vi
skal leve op til den politiske målsætning om, at Danmark skal
udvikle og eksportere det fremmeste design. Det kalder på mere
kritisk masse i form af bæredygtige institutioner med volumen til
at blive førende inden for nye tværvidenskabelige discipliner som
service design, koncept design, design research, design strategi og
digitalt design. Designuddannelserne skal udvikle nye kompetencer
rettet mod 'den nye kvadrant' og det 'usynlige design', som vi ikke
kan tage og føle på, da det er hér, omsætning, vækst og
beskæftigelse ligger gemt. Endelig skal vi sætte ind overfor den
store arbejdsløshed. Optaget til designuddannelserne bør tilpasses
aftagermarkedet, og selve besparelsen som følge af et mindre optag
bør tilbageføres til designuddannelserne for at styrke kvalitet og
aftagerkontakt.
Verdens bedste designpolitik
Den nye designpolitik skal stille skarpt på erhvervslivets behov
for en bred og veldefineret vifte af designkompetencer - uden at
tabe tråden til de styrkepositioner, vi har oparbejdet gennem
årtier. Designpolitikken skal indeholde konkrete mål, initiativer
og milepæle, så vi sikrer designværdi for skattekronerne. Og så
skal videninstitutioner, designproducenter, designkøbere m.v.
involveres i at formulere en ny designpolitik. Så bliver Danmark
ikke kun hjemsted for verdens første men også verdens bedste
designpolitik.