Af Gitte Just, Direktør, Danish Design
Association
Hvis vi skal leve op til regeringens ønske om, at Danmark skal
placere sig blandt verdens mest videntunge og innovative nationer,
skal der sættes ind nu. Det store spørgsmål er, hvordan vi klæder
os på til vækst? Flere designdrevne danske virksomheder har skabt
positive resultater ved at anvende en ny innovations-proces,
co-creation. I stedet for at designe FOR mennesker, er co-creation
når man designer MED mennesker.
Faktum er, at verden bliver mere og mere kompleks. Og for at
løse de store problemer som økonomisk krise og miljø- og
klimaudfordringer, bliver vi nødt til at hente viden fra mange
forskellige områder og bringe den i spil på en helt ny måde ellers
risikerer vi, at blive hægtet af innovationstoget. Mange
designdrevne virksomheder imødekommer allerede disse udfordringer
med den ny form for åbne innovation, men danske virksomheder og
organisationer kan blive langt bedre.
Men hvorfor co-creation?
Co-creation kan være med til at skabe vækst. Det handler om at få
nedbrudt idéen om, at lige børn leger bedst. Man rykker sig ikke
ved at gøre som man plejer, men kun ved konstant at udfordre sig
selv. De virksomheder der formår at inddrage brugere aktivt i at
skabe nye produkter opnår den store gevinst, at de skyder genvej
til viden om brugeradfærd. Og de kan derved også nemmere overskue
kompleksiteterne i det globale marked. Men co-creation stiller også
en række krav. Man skal som virksomhed kunne håndtere forskellighed
og diversitet og give slip på kontrol og vanetænkning. Og det
kræver ledelsesmæssig opbakning og vilje til forandring.
Design som vækstmotor
I august inviterede Danish Design Association, sammen med Dansk
Erhverv og Dansk Industri, Dansk Design Center / Copenhagen
DesignWeek og Index over 150 ledere, forskere og
innovationseksperter fra hele verden til København for at etablere
et nyt innovationsnetværk, under titlen Copenhagen Co'creation.
Formålet var at etablere et fagligt netværk, der både skal medvirke
til at skabe ny viden og markere Danmark som et internationalt
centrum for designinnovation.
Dansk Design har historisk set været en guldmine og vinder stadig
international genklang, men konkurrencen er benhård. Derfor bliver
vi nødt til at sætte ind og virksomheder skal blive bedre til at
nytænke, hvis vi skal konkurrere med lande som Storbritannien,
Finland og Tyskland, der ifølge regeringens
konkurrence-undersøgelse fra 2009 omsætter mere på nyudviklede
produkter end vi gør i Danmark. Det er netop indenfor
designbranchen, at der er nogle helt oplagte og uudnyttede
potentialer, som vi kan og skal udnytte, hvis vi vil bringe Danmark
tilbage på designverdenskortet. Blandt de danske designdrevne
virksomheder som allerede har haft stor succes med at anvende
co-creation som en driver for innovation er CPH Design, Grundfos,
Novozymes, Vestas og LEGO.
Grundfos udvikler globalt talent
Den danske pumpegigant Grundfos har længe arbejdet med at inddrage
brugere i udviklingsprocesser og for nyligt skabt et globalt
talentprogram via co-creation metoden. I stedet for at skabe
innovation bag lukkede døre, har Grundfos lagt ansvaret ud til 40
medarbejdere, der trods vidt forskellige kulturelle og faglige
baggrunde har skabt et velfungerende program for udvikling af nye
talenter.
Det behøver ikke være så svært. Hvis vi skal øge væksten i Danmark
peger alt på, at vi kan hente store gevinster ved et mere
helhedsorienteret perspektiv på innovation.