Denne uge har vi fået svar på vores spørgsmål fra Erik Simonsen, Managing Director, Partner og designer mDD fra Acer Design. Virksomheden har 10 medarbejdere og ligger smukt lige ned til vandet på havnen i Bogense. Se virksomhedens website her

Hvad arbejder din virksomhed med lige for tiden?
Vi har gennem de sidste 5 år arbejdet meget i
USA/Nordamerika, og har igen modtaget en ny større ordre i
Nordamerika, som er meget interessant for os. Det er for Teknion,
der er en stor global møbelproducent. I juni tog vi jo en Best of
NeoCon: Gold Award for Teknion for loungeserien DNA- så det nye
projekt er en direkte forlængelse af det.
Vi har også et par helt nye projekter på det skandinaviske marked. Det er både møbel og produktdesign, som er rigtig interessant - men det kan jeg ikke sige noget om endnu…

Hvad er det unikke ved netop din virksomhed?
Vi er kendt som et full-house design house. Vi arbejder
fra idéfasen til færdigt produkt - har værkstæder og prototyping in
house. Vi er ekstremt strukturerede og har et fase-opdelt
styringsværktøj - så kunden ved, hvor vi er, og hvornår vi er i
mål. Det er en helhedsbetragtning, der er vigtig. Vi er
certificerede med Design ISO 2009.
Vi er også en virksomhed med klassiske aner. Jeg er jo opdraget i det oprindelige Munch A/S og Fritz Hansen. Trends bliver jo hurtigt untrendy! Vi har designet produkter, som har været på markedet i 10, 15, 20 år, som stadig har helt stabile salgstal. Vi har vist produkter i New York, hvor arkitekter og kunder udtrykker "det er da helt nyt - og et friskt pust på markedet" - men vi fortæller så, at det er 15 år siden, det blev introduceret på markedet. Vores skandinaviske "Håndskrift " viser sig klart og tiltrækker amerikanske virksomheder.

Hvad kan designbranchen, som andre brancher ikke
kan?
Designerne har en større åbenhed til internationale
problemstillinger - altså ikke sådan, at vi er politikere - men vi
har et åbent sind, et innovativt væsen, vi vender hver en sten,
finder noget, der er mere gavnligt for kunden og helheden i sidste
ende. Idégenerering og kreativ tænkning er vores grundstof.
Hvad rykker lige nu i designbranchen?
Jeg henter meget proces, materiale og nyhedsværdi fra
luftfarts- og automobilindustrien - det er de to industrier, hvor
der er allerflest penge til at forske. Derfra kommer mange af de
vigtigste innovationer - fx er den nye Airbus totalt unik, både
designmæssigt og teknisk. Airbus viser virkelig, at integreret
design er kommet for at blive. Det er ikke noget med, at designere,
ingeniører osv. sidder hver for sig og udvikler - nej, de sidder
sgu rundt om bordet alle sammen, for ellers kommer det aldrig til
at virke.
Audi fra automobilindustrien, de har fået fat i det vanskelige amerikanske marked og også tænkt design, proces og produktion ind i bilerne, som giver en helhedsbetragtning. B&O lyden fx.
Jeg har selv siddet i en af deres biler og hørt, hvordan den lyder. Det er design, når det er bedst. Det ser hammergodt ud. Lyden er totalt unik - der er koncertsal-lyd i bilen. Og man hører intet udefra, selvom fyrene med omvendt kasket spiller max decibel inde i bilen.
Og Apple - både på notebooks og deres grej i det hele taget, de ligger foran. Deres design sætter kadencen for resten af markedet.
En ny tendens er sustainability - grøn ansvarlighed og højere moral for de produkter, vi køber og producerer - det bliver en vigtig parameter for os, der designer.
Hvor finder du inspiration?
I naturen og på havet, spadsereture og på cross country
trekking… Så ser man fantastiske konstruktioner! Strå, der bøjer i
vinden uden at knække, selvom de er ganske spinkle. Det findes
overalt i naturen - der er så mange geniale konstruktioner,
som jo virkelig har vist deres holdbarhed.
Jeg rejser gerne til mange faglige messer og udstillinger verden rundt - selvom møbler er vores hovedkompetence, så tager jeg også af sted, hvis der er en europæisk transportmesse. Dér finder jeg en masse om vægtreducerende konstruktioner, lavt energiforbrug osv. - og på den måde kan man få en ny idé til et selvbærende bord.

Top 3 websites
Audi - de har en interaktiv website, så man kan
bygge sin egen Audi ved at sætte data ind.
Vestas - her finder man også på deres hjemmeside en interaktiv del, hvor man selv kan finde ud af, hvor det er mest gavnligt at sætte vindmøller.
Teknion - de er jo vores kunde, og de har en fantastisk hjemmeside . Den er let at navigere på og arbejder ikke kun med produkter men også med cases. Så kan man logge ind og se, hvordan man opbygger et fornuftigt kontormiljø. Så er det ikke bare en produktliste.
Top 3 design
Apple computere - de er jo sikre i feltet.
Så er der Ray og Charles Eames, som har været der hele tiden. Mange designere findes frem igen og igen og pakkes ind i retro bølgen. I 80'erne kylede jeg alt mit Panton ud på lossepladsen, fordi jeg var træt af det. Men Ray og Charles Eames - de har aldrig været væk, de er der hele tiden og bliver der. Dem vil jeg kalde helte.
Fritz Hansen - dér har jeg selv været i længere perioder. De har danske ikoner. Poul Kjærholm er helt klart min favorit på den danske designhimmel.
Se tidligere profiler her
De næste uger kan du bl.a. læse om Rasmus Ibfelt fra e-Types, Simon Fønsbo fra coma, Bo Linnemann fra Kontrapunkt og Mikkel Jespersen fra 1508.