Migatronics nye "MIG-A Twist" svejsebrænder indeholder et nyt patenteret betjeningsprincip, et drejeligt håndtag, der forbedrer svejsernes arbejdsmiljø betydeligt. Det var studier af brugerne - og deres indimellem akavede arbejdsstillinger - der gav design-people og Migatronic ideen, fortæller udviklingschef Anders Hjarnø Jørgensen, Migatronic:
"Vi fik den vision, at man måtte kunne skabe en ny type standardbrænder, der var mere komprimeret men samtidig lettere og mere robust end de eksisterende. Den skulle også være mere fleksibel og betjeningsvenlig - og ikke være dyrere at producere!"
Parametre, som umiddelbart synes uforenelige. At visionen kunne indfries, skyldes, at svejsespecialister, ingeniører, betjeningsdesignere og specialister i mekanik- og plastkonstruktion blev bragt sammen i en tværfaglig udviklingsproces.
"Twist" ligger i tråd med det i forvejen prisbelønnede design af Migatronic's svejseapparater og bliver i juli tildelt en reddot design award i Essen. Frem til september er det tværfaglige udviklingsforløb skildret på Dansk Design Center som et bud på fremtidens designproces.
Læs mere om casen her