DDC får millionbeløb til projekt om brugerdreven innovation

Dansk Design Center iværksætter nu et omfattende projekt til fremme af brugerdreven innovation, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har godkendt og valgt at øremærke med en samlet projektsum på i alt 5,7 millioner kroner. DDA er samarbejdspartner på projektet. Derudover deltager bl.a. CBD, CPH Design og 3Part.

Brugerdreven innovation handler om at lade en virksomheds kunder deltage i udviklingen af et produkt. Her inddrager og observerer man brugerne og deres behov i hele udviklingsprocessen, fra idé til færdigt produkt, så man på den måde kommer frem til nyskabende og konkurrencedygtige produkter. Målet med projektet er at udvikle, afprøve og dokumentere designmetoder til brugerdreven innovation i små og mellemstore virksomheder på b-t-b-markedet. Processen ledes i tæt samarbejde med designerne, der  spiller en afgørende rolle i identifikation af brugernes behov.

”Fra politisk side er der et mål om, at danske virksomheder skal vækste og være blandt verdens mest innovative i 2015. For at opfylde målet er det vigtigt at skabe og tilføre disse virksomheder brugbare værktøjer til at opnå denne innovation. Med de tilførte midler får vi mulighed for i højere grad at fremme brugerdreven innovation i det danske erhvervsliv og være med til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne fremadrettet,” siger Christian Scherfig, administrerende direktør i Dansk Design Center.

Jern- og maskinindustrien som fokusbranche
I samarbejde med DS håndværk & Industri og forskellige designvirksomheder vil Dansk Design Center identificere et antal designmetoder til brugerdreven innovation, som herefter afprøves i tæt samarbejde mellem designvirksomhederne og projekt-virksomhederne. For at sikre, at metoderne er relevante for alle virksomheder i målgruppen inddrages i dette projektvirksomheder fra jern- og maskinindustrien. En branche, der ikke har tradition for at arbejde med brugerdreven innovation, men også en branche, hvor mulighederne for innovative designprocesser er vidtfavnende.

  • Bookmark and Share